Tamrotter som kæledyr.
|
Strøelse.
Bundmaterialet i burene kan bestå af f.eks. avispapirstrimler, træpiller eller hampstrøelse. Nogle rotter kan være allergiske overfor hø og halm. Avispapir har en dårligere sugeevne end eksempelvis træpiller eller hampestrø, og skal derfor skiftes oftere og giver flere lugtgener. Strimler af avispapir er dog ganske udmærket til redemateriale for rotter, uanset køn og drægtighed. Avispapir har den ulempe at den friske tryksværte i nogle tilfælde er giftig, uden man kan se det på avisen. Aviser skal derfor ligge et stykke tid så de tører helt igennem. Savsmuld og træspåner bør undgås, da det oftest er baseret på fyrretræ. Fyrretræ og rotteurin frigiver ammoniakdampe, som er skadelige for lungerne, både rotters og menneskers. Hvilken strøelse der anbefales afhænger meget af hvem du spørger.
Jeg bruger personligt Hemp, da den tager lugten og suger rigtig godt. Jeg brugte en årgang CareFresh, men det gik jeg væk fra, da det ikke havde det ønskede resultat. Jeg vil dog bruge det til drægtige hunner.
Jeg skifter/gør rent efter behov. Det vil sige, at det ikke nødvendigvis er alle rotterne som får rent samtidig. Jeg har mange bure og mange rotter. De fleste går i en gruppe på 3, men har en gruppe på 8 piger og de bliver skiftet oftere end dem på 3.
Lugter dine rotter, så tjek buret igennem for træprodukter, som meget tit suger urin og derfor kan det lugte rigtig hurtigt efter du har gjort rent. Jo flere rotter du har i et bur, jo mere lugter det. Varmen er også med til at gøre en forskel af lugt, jo varmer det er (sommermåneder) jo mere lugter de. Jo kolder det er (vintermåneder) jo mindre lugter de.
Mine rottebure - info.
|
Jeg synes personligt at det er vigtigt med så mange ting i buret som muligt, uden det fylder for meget, fordi det aktivere rotterne rigtig meget, så de ikke keder sig. Rotter der keder sig kan ofte begynde at bide i tremmer, bide i plastik eller begynde at ødelægge ting. Det kan man undgå hvis man har ting som er spænnende og udfordrene. Mine rotter har præsis det de skal have og nyder det rigtig meget. Det er også godt hvis du udskifter i buret nogengange, så rotterne skal til at tjekke det nye og derfor ikke keder sig. Det er sjovt at få nye ting og derfor holder du deres koncentration på tingene, istedet for at de begynder at ødelægge ting.
Grundfoder - So-Cobs.
Jeg køre lige pt på So-Cobs foder, ikke alle råber hurra, men de spiser det. Det er et billigt produkt og man får meget for pengene. So-Cops er store piller. De er større en altromin og så er de runde.
Fedme hos rotter.
Fedme er et meget almindeligt problem blandt rotter. Det er ikke ualmindeligt at støde på rotter, der vejer 6-700 gram, og nogle gange kan man møde rotter, der vejer helt op til 1 kilo! Det skyldes ofte ejere, der af misforstået godhed forkæler rotten med en hel masse lækkerier, f.eks. fed kost som korn og nødder. Fedme kan give anledning til mange følgesygdomme som f.eks. problemer med blodcirkulation og led.
Jeg vil sige at har du en hun rotte der er omkring de 6-700 gram, vil jeg kalde det fedme. Hos han rotter kan de godt komme derop uden at man vil kalde det fedme.Hanner siger man skal op omkring 500+ og hunner siger man (jeg) ikke skal over 400-450 gram. Alt dette er efter min mening, der kan godt være andre rotte avlere/opdrætter der mener noget andet.
Fedme er et meget almindeligt problem blandt rotter. Det er ikke ualmindeligt at støde på rotter, der vejer 6-700 gram, og nogle gange kan man møde rotter, der vejer helt op til 1 kilo! Det skyldes ofte ejere, der af misforstået godhed forkæler rotten med en hel masse lækkerier, f.eks. fed kost som korn og nødder. Fedme kan give anledning til mange følgesygdomme som f.eks. problemer med blodcirkulation og led.
Jeg vil sige at har du en hun rotte der er omkring de 6-700 gram, vil jeg kalde det fedme. Hos han rotter kan de godt komme derop uden at man vil kalde det fedme.Hanner siger man skal op omkring 500+ og hunner siger man (jeg) ikke skal over 400-450 gram. Alt dette er efter min mening, der kan godt være andre rotte avlere/opdrætter der mener noget andet.
Forvoksede fortænder.
Fortænderne vokser hele livet hos rotter og mus. Dyr, der har et normalt bid, vil normalt slide tænderne ned, så de ikke bliver for lange. Men dyr, der har en eller anden form for bidfejl, kan få problemer med for lange tænder, der kan give sår på tunge, læber eller tandkød i den modsatte kæbehalvdel. Disse dyr har brug for hjælp i form af klipning eller nedslibning af fortænderne med jævne mellemrum hele livet.
Man skal huske at deres nederste tænder ikke har nerver og derfor kan man klippe dem uden de mærker det. Nogle rotter synes ikke det er særlig behageligt og vil gerne slippe fri. Men det skader dem ikke og det gavner dem i fremtiden. Både over -og under tænder vokser hele livet.
Fortænderne vokser hele livet hos rotter og mus. Dyr, der har et normalt bid, vil normalt slide tænderne ned, så de ikke bliver for lange. Men dyr, der har en eller anden form for bidfejl, kan få problemer med for lange tænder, der kan give sår på tunge, læber eller tandkød i den modsatte kæbehalvdel. Disse dyr har brug for hjælp i form af klipning eller nedslibning af fortænderne med jævne mellemrum hele livet.
Man skal huske at deres nederste tænder ikke har nerver og derfor kan man klippe dem uden de mærker det. Nogle rotter synes ikke det er særlig behageligt og vil gerne slippe fri. Men det skader dem ikke og det gavner dem i fremtiden. Både over -og under tænder vokser hele livet.
Tumorer.
Både mus og rotter har stor risiko for at blive ramt af tumorsygdomme. Nogle undersøgelser viser, at 90% af alle rotter over toårsalderen vil få en tumor!
Den mest almindelige form for tumor hos både mus og rotter ses i mælkekirtlerne (’brystkræft’). Det kan ramme både hanner og hunner. Hos rotter er næsten alle disse knuder godartede, det vil sige, at de ikke breder sig i kroppen. Til gengæld kan de give problemer ved at vokse sig meget store – nogle knuder kan blive lige så store som rotten!
Både mus og rotter har stor risiko for at blive ramt af tumorsygdomme. Nogle undersøgelser viser, at 90% af alle rotter over toårsalderen vil få en tumor!
Den mest almindelige form for tumor hos både mus og rotter ses i mælkekirtlerne (’brystkræft’). Det kan ramme både hanner og hunner. Hos rotter er næsten alle disse knuder godartede, det vil sige, at de ikke breder sig i kroppen. Til gengæld kan de give problemer ved at vokse sig meget store – nogle knuder kan blive lige så store som rotten!
Rottens brystvæv sidder ikke kun rundt om ribbenene, men strækker sig også op på halsen, på siderne og på bagsiden af bagbenene. Man kan derfor få mistanke om, at en knude et eller andet sted på en rotte vil være en mælkekirtelknude. Hvis knuden opdages, før den har nået at vokse sig stor, kan man i mange tilfælde operere den væk. Desværre er en vellykket operation ikke nogen garanti for, at rotten ikke senere udvikler en knude i en anden mælkekirtel.
Jeg har dog ikke oplevet at mine hanner har haft knuder endnu, men en del af mine hunner har haft. Det er en meget dyr løsning, at vælge en operation, nogle rotter vågner ordenligt op af nakosen, hvorimod andre rotter ikke gør og må derfor aflives et døgn til halvanden efter operatioen.
Jeg har dog ikke oplevet at mine hanner har haft knuder endnu, men en del af mine hunner har haft. Det er en meget dyr løsning, at vælge en operation, nogle rotter vågner ordenligt op af nakosen, hvorimod andre rotter ikke gør og må derfor aflives et døgn til halvanden efter operatioen.
Luftvejs infektioner.
Mycoplasma er en bakterielignende organisme, der forårsager luftvejsinfektioner og lungebetændelse hos både mus og rotter. Til forskel fra andre bakterier kan mycoplasma ikke dyrkes på almindelig vis, og derfor er det ofte svært at stille en sikker diagnose. Ved tegn på en kraftig luftvejsinfektion vil man dog som regel gå ud fra, at dyret er ramt af en infektion forårsaget af mycoplasma.
Organismen, mycoplasma pulmonis, er meget smitsom. Mange gnavere smittes allerede i fosterstadiet, fordi smitten overføres fra moren til fostrene i livmoderen. Andre dyr smittes via direkte kontakt med kronisk inficerede dyr.
Andre gnavere som kaniner og marsvin kan være symptomfrie smittebærere. Derfor bør mus og rotter ikke leve sammen med disse dyrearter. Bemærk også, at kronisk smittede dyr ikke altid har nogen synlige, kliniske symptomer. Man bør derfor altid være forsigtig, når man køber nye mus og rotter, og vente med at sætte dem sammen med en eksisterende flok. Mindst 1 måneds karantæne er passende for alle nyanskaffede dyr!
Symptomer på luftvejssygdomme hos små gnavere kan være nysen, rindende øjne og næse, opsvulmede øjne, rødfarvede tårer og rødt sekret rundt om næsen. Når sygdommen er gået i lungerne og har forårsaget lungebetændelse, ser man ofte besværet vejrtrækning, i nogle tilfælde er der hørbare bilyde fra luftvejene og nedsat almenbefindende med nedsat appetit og afmagring.
Mycoplasmainfektioner bør behandles med antibiotika, så snart man får mistanke om sygdommen, for ellers er der stor risiko for kronisk sygdom med gentagne sygdomsperioder resten af dyrets liv. Ofte må dyret behandles med antibiotika mod de følgesygdomme, som tit støder til ved mycoplasmainfektioner.
Nogle dyr bliver helt raske efter behandlingen, andre dyr plages efterfølgende af kroniske problemer med luftvejene. Der kan være mange årsager til, at en del dyr ikke reagerer så positivt på behandlingen – for sen iværksættelse af behandling, individer med dårligt immunforsvar, uhygiejnisk miljø med mange urindampe i luften, ældre individer etc.
Sendaivirus (også kaldet SDA-virus) er en anden alvorlig luftvejsinfektion, som især ses blandt mus, der lever i store flokke. Dette virus forekommer ofte samtidigt med mycoplasma, hvilket forværrer sygdommen og øger dødeligheden i flokken.
Heldigvis har jeg ikke oplevet det endnu og håber ikke jeg kommer til det, alle mine dyr kommer til dyrlæge hvis jeg har den mindste mistanke eller jeg ved at de nyser og er forkølet.
Mycoplasma er en bakterielignende organisme, der forårsager luftvejsinfektioner og lungebetændelse hos både mus og rotter. Til forskel fra andre bakterier kan mycoplasma ikke dyrkes på almindelig vis, og derfor er det ofte svært at stille en sikker diagnose. Ved tegn på en kraftig luftvejsinfektion vil man dog som regel gå ud fra, at dyret er ramt af en infektion forårsaget af mycoplasma.
Organismen, mycoplasma pulmonis, er meget smitsom. Mange gnavere smittes allerede i fosterstadiet, fordi smitten overføres fra moren til fostrene i livmoderen. Andre dyr smittes via direkte kontakt med kronisk inficerede dyr.
Andre gnavere som kaniner og marsvin kan være symptomfrie smittebærere. Derfor bør mus og rotter ikke leve sammen med disse dyrearter. Bemærk også, at kronisk smittede dyr ikke altid har nogen synlige, kliniske symptomer. Man bør derfor altid være forsigtig, når man køber nye mus og rotter, og vente med at sætte dem sammen med en eksisterende flok. Mindst 1 måneds karantæne er passende for alle nyanskaffede dyr!
Symptomer på luftvejssygdomme hos små gnavere kan være nysen, rindende øjne og næse, opsvulmede øjne, rødfarvede tårer og rødt sekret rundt om næsen. Når sygdommen er gået i lungerne og har forårsaget lungebetændelse, ser man ofte besværet vejrtrækning, i nogle tilfælde er der hørbare bilyde fra luftvejene og nedsat almenbefindende med nedsat appetit og afmagring.
Mycoplasmainfektioner bør behandles med antibiotika, så snart man får mistanke om sygdommen, for ellers er der stor risiko for kronisk sygdom med gentagne sygdomsperioder resten af dyrets liv. Ofte må dyret behandles med antibiotika mod de følgesygdomme, som tit støder til ved mycoplasmainfektioner.
Nogle dyr bliver helt raske efter behandlingen, andre dyr plages efterfølgende af kroniske problemer med luftvejene. Der kan være mange årsager til, at en del dyr ikke reagerer så positivt på behandlingen – for sen iværksættelse af behandling, individer med dårligt immunforsvar, uhygiejnisk miljø med mange urindampe i luften, ældre individer etc.
Sendaivirus (også kaldet SDA-virus) er en anden alvorlig luftvejsinfektion, som især ses blandt mus, der lever i store flokke. Dette virus forekommer ofte samtidigt med mycoplasma, hvilket forværrer sygdommen og øger dødeligheden i flokken.
Heldigvis har jeg ikke oplevet det endnu og håber ikke jeg kommer til det, alle mine dyr kommer til dyrlæge hvis jeg har den mindste mistanke eller jeg ved at de nyser og er forkølet.